onsdag den 23. januar 2013

Islygte

Har lavet denne fantastisk fine islygte... Hvis i har lyst til at prøve, så kig f.eks. på www.moseplassen.com...der er en meget udførlig instruktionsvideo.
Det er utrolig nemt og giver bare så meget fin stemning på terrassen på en frostklar aften...

Madplaner

Mange har en stresset hverdag og de fleste kender nok det med at aftensmaden tit bliver bestemt i løbet af en arbejdsdag og ender med at blive et eller andet total fantasi-forladt. Derefter får man hektisk handlet, inden man haster hjem og får lavet maden.
I et forsøg på at undgå noget af denne stress, har jeg derfor lavet madplaner.
Der findes masser af hjemmesider som tilbyder færdige madplaner bl.a Arla. Jeg har kigget på en masse af disse og brugt de ideer som passer til vores "smag". Har desuden sat en ugentlig fiskedag på og også forsøgt at bringe nogen nye smagsindtryk ind.
Har også prøvet at tage hensyn til de dage hvor der også er fritidsaktiviteter på programmet, og madlavningen gerne må foregå lidt hurtigt.
Madplanen er lavet til 8 uger ad gangen. Det tager lidt tid at få den lavet, men jeg syntes virkelig tiden er givet godt ud.
Vil desuden prøve at få handlet ind en gang om ugen, det må både spare tid og penge :-)

Boller med gulerod og havregryn

Cirka 20 stk.

2 dl skummetmælk
2,5 dl lunken vand
25 g gær eller som her 7 g gær og 1 dl surdej
1 spsk flydende honning
1 spsk olie
1 tsk salt
50 g havregryn
150 g rugmel
90 g gulerod
400 g hvedemel

Gæren udrøres i det lunkne vand, resten af ingredienserne tilsættes. Røres, gerne på røremaskine, 10-12 min. Dejen skal være blød.
Hæver cirka 45 min. Lægges på bageplade og efterhæver cirka 30 min. Pensles med mælk.
Bages 12 min ved 200 c.
... Og for dem som går op i det, så er der kun cirka 110 kalorier i hver bolle :-)

mandag den 21. januar 2013

Øl-marineret roastbeef med rodfrugtfritter og champignonsovs

Ingredienser til 4 pers.:
700 g roastbeef
1 flaske mørk øl
Frisk rosmarin, oregano og timian
Smør
1 pakke bacon
Salt og peber
Olie
150 g champignon
Forskellige rodfrugter
Fløde eller cremefine


Kødet marineres, helst natten over, i øl og rosmarin, timian, og oregano.
Marinaden kasseres og kødet brunes i smør på panden. Krydres med salt og peber, og pakkes herefter ind i bacon.
Steges færdig i ovnen cirka 20 min. ved 200 c. Lad stegen trække før den skæres i tynde skiver.
Rodfrugterne skrælles og skæres i stave, vendes med olie og rosmarin, oregano og salt. Evt hvidløgssalt.
Stilles i ovnen i cirka 25 min. Ved 200 c.
Champignonerne renses og steges i olie, tilsæt frisk oregano og rosmarin og fløde, eller som her cremefine 7%,hvis der ønskes en lettere udgave.







mandag den 14. januar 2013

Havre og æblemuffins

Med inspiration fra Meyers muffinsopskrifter og ud fra hvad køkkenskabene bød på idag, har jeg bagt disse æble og havremuffins. Har desuden reduceret lidt i sukker, æg og smør-mængden, for at gøre dem en smule sundere. Har istedet erstattet med cremefraiche 9% og æble og havregryn.

Æble-havre muffins:
3 kardemommekapsler (tømmes, ristes på en tør pande og knuses herefter)
2 æbler
60 g grahamsmel
340 g havregryn
4 æg
Saft fra en halv citron
2 dl creme fraiche 9%
190 g brun farin
200 g sukker
225 g smør
375 g mel
1 spsk natron

Smørret smeltes i en gryde.
Hvedemel, natron, grahamsmel, kardemomme, havregryn, farin og sukker blandes i en skål.
Æg, creme fraiche og det smeltede smør piskes let sammen. Hæld blandingen sammen med de tørre ingredienser og rør dejen sammen.
Dejen fordeles i muffinforme og bages cirka 15 min ved 180 grader.

Af denne portion blev 24 mellem muffins og 28 minimuffins.



tirsdag den 8. januar 2013

Surdejen lever....

Surdejen lever og jeg har lige bagt mit første rugbrød med den.
Har bagt et 'Lyst Rugbrød' fra Meyers Bagebog. Bagte 2 hele brød og lavede resten til små-madpakke-rugbrød.
Skal snart bage med surdejen igen :-)

onsdag den 2. januar 2013

Godt nytår...

Det nye år blev skudt igang af en rigtig dejlig nytårsaften med god mad og hyggeligt selskab.
Menuen bestod af
-Røget hellefisk med basilikumpesto:
-Langtidsbrasserede og glaserede svineskanker med rodfrugtmos og syltede løg
-Pæretærte med hjemmelavet karamel og pistacie

Hellefisken blev anrettet med hjemmelavet pesto af 1dl olivenolie, 1 bundt basilikum, 1spsk pinjekerner, 1spsk revet parmesan,salt og peber.

Opskriften på svineskankerne er fundet i "Løgismose Vinter".
Skankerne ridses i harlekintern uden at skære ned i kødet, gnid dem med salt og peber og steg dem i ovnen ved 150 grader i cirka 4 timer, til de er møre. Sæt derefter ovnen på grill og steg sværen sprød i cirka 2 min på hver side.
Rør 1 spsk sennep, 2 spsk brun farin og 25 g smør sammen i en gryde, lad det koge op og hældes over skankerne lige inden de serveres.
Kødet blev meget velsmagende, mørt og saftigt, det er bestemt ikke sidste gang vi prøver at lave det.
Vi beregnede 1 skanke til 2 personer og der er rigeligt kød, men det kunne også se rigtig flot ud at servere en hel skanke pr person.

Opskriften på pæretærten er fra www.thefoodclub.dk... En fantastisk flot hjemmeside med virkelig smukke billeder og spændende opskrifter.
Har aldrig prøvet at lave hjemmelavet karamel før, men det er da utrolig nemt.
1 dåse kondenseret mælk koges i en gryde, dækket med vand. Skal koge cirka 3,5 time, køles af og herefter har du det lækreste karamel.
En mørdej laves af 75 g smør, 1 æg, 135 g hvedemel. Forbages i ovnen 15 min ved 200 grader.
Herefter smøres et tykt lag karamel på bunden, pærer skæres ud og ligges ovenpå. Til sidst drysses med pistacienødder og tærten bages igen ved 200 grader i cirka 20 min.
Blev serveret med flødeskum og smagte helt fantastisk. Kan helt klart anbefales...

Godt nytår til alle....